Siden begyndelsen af 1970’erne har Simmental som kødkvægsrace bredt sig med stor hast i Danmark. Oprindeligt stammer Simmental fra Schweiz, hvor man gennem århundreder har drevet avlsarbejde med Fleckvieh, som racen kaldes lokalt. Historisk set var Simmental oprindeligt en race, der blev anvendt til tre formål: mælk, kød og trækkraft. Netop denne kombination har uden tvivl været med til at bibringe racen dens styrke med hensyn til produktionsegenskaber. Racen findes i dag i alle verdensdele i et antal af ca. 50 millioner dyr. Den er dermed blandt de 3-4 mest udbredte kvægracer på kloden. I Østrig er Simmental den alt dominerende race (over 80 % af den samlede kvægbestand). En årlig mælkeydelse på op til 10.000-15.000 liter pr. ko er her ikke noget særsyn, sideløbende med en stor produktion af kød.
Det er imidlertid som ren kødkvægsrace, at Simmental er mest kendt på verdensplan. Racen har vist en utrolig evne til at tilpasse sig de mest forskellige klimatiske og produktionsmæssige forhold. Som et eksempel kan nævnes, at racen avles under helt intensive forhold i Skandinavien og Nordeuropa, mens den til gengæld producerer kød i stor stil under ekstensive produktionsformer i Nord- og Sydamerika, Australien og det sydlige Afrika. I Danmark anvendes Simmental som nævnt specielt som kødkvægsrace under intensive forhold, men anvendes også til indkrydsning i malkekvægsbesætninger.
Til Simmentals kendetegn hører først og fremmest evnen til at producere hurtigt. Simmental har enorme anlæg for stor daglig tilvækst – en tilvækst på 2.000 g. pr. dag og derover er i dag ganske almindeligt. Dertil kommer god muskulatur samt evnen til at producere på et lavt foderforbrug - her udmærker racen sig ikke mindst ved evnen til at optage store mængder billigt grovfoder.
Som race er Simmental karakteriseret ved at være stor, lang og muskuløs med særdeles godt og roligt temperament. Til de gode moderegenskaber hører koens rigelige mælkemængde til kalven i opvæksten. I Danmark vejer udvoksede køer ikke så sjældent 900-1.000 kg. og udvoksede tyre 1.400-1.600 kg. Racen rummer såvel pollede som hornede dyr. Typisk har dyrene hvide hoveder, af og til med ”briller”. De er brogede med et utal af farvevarianter, der strækker sig fra de helt lysegule til de dybt mørkerøde med et væld af kombinationsmuligheder.
Tyrekalve afprøvet ved individprøverne på Ålestrup Avlsstation har ofte en slutvægt på over 750 kg, helt op til 800 kg. ved 13 måneder. Herfra udvælges kommende avlstyre som indgår i avlen først som ungtyre og hvis resultaterne er til det senere som brugstyre. Simmental er en af de kødkvægracer der har flest insemineringer – ikke mindst til krydsning.